UNG OG AMBITIØS DESIGNER

Christina Julsgaard, designer, design, Yiip, Yiip Copenhagen, Yiip By Christina Julsgaard

-Læs om Christina Julsgaards baggrund som designer med eget brand.

Som designer, indkøber og produktionsansvarlig for det samme tøjmærke, lærte Christina Julsgaard tidligt, hvordan man skaber sit eget mærke. Fra 2001-2008 designede, producerede og forhandlede hun sit eget tøjmærke under navnet YIIP Copenhagen til modebutikker verden over. 

Christina Julsgaard (f. 1976), er særdeles velbevandret i modebranchen, som hun har beskæftiget sig med, siden hun var 20 år gammel. Hun har solgt tøj til alle verdens fire hjørner, og i 2002 åbnede hun sin første butik på Frederiksberg, og siden en stor profilforretning på Bagerstræde i København frem til 2007. 

Japanerne var blandt hendes bedste kunder, men også tyskerne fik øjnene op for YIIP, da Christina i sommeren 2005 blev nomineret til Designerama-prisen på det tyske MTV.

Det hele startede, da hun efter gymnasiet og en længere jordomrejse startede på designskolen TEKO i Herning og som led i designuddannelsen fik en praktikplads hos et mellemstort, dansk tøjfirma ved navn Nice Girl.

”Jeg var heldig, fordi de manglede en designer. Jeg kunne tegne og var flittig, og jeg gjorde alt for at lære så meget som muligt og give så meget som muligt igen”, fortæller Christina Julsgaard.  

Christina endte med at blive i virksomheden, hvor hun arbejdede i fire år, hvoraf en fjerdedel af tiden var på rejsende fod. Så imens vennerne var til fest og ballade, arbejdede hun døgnet rundt. 

”Jeg var i Fjernøsten, hvor jeg besøgte fabrikker og forhandlede priser med vore leverandører, som producerede tøjet. Efter nogle år fik jeg lyst til at stå på egne ben”, siger hun.

Christina freelancede for flere forskellige mærker og tog kurser om aftenen, da hun som selvlært hele tiden ville forbedre sig og være konkurrencedygtig. Efter at hun havde hjulpet flere nye tøjmærker med at starte op, besluttede hun sig for at starte sit eget.  

 

Yiip Copenhagen By Christina Julsgaard, designbrand, gul, gule farver

SÅDAN SKABTE HUN I 2001-2008 SIT EGET DESIGNBRAND

Med rygsækken fuld af erfaring og kendskab til modebranchens mange facetter, satte hun sig derfor ned for at designe sin første kollektion.
Kollektionen fik hun produceret hos gamle og nye kontakter i Fjernøsten og i Tyrkiet.

 

Hun fik lavet kollektionsprøver, imagebilleder, markedsføringsmateriale og hjemmeside. Efter tre uger på farten havde hun solgt sin kollektion til 25 danske modebutikker.

var minimalistisk med et tvist og var inspireret af de asiatiske lande, som hun havde rejst så meget i. 
 

Hun fik sit eget showroom på Frederiksberg som senere blev erstattet af en større butik på Vesterbro i København.

I den lyse, stilrene butik solgte hun sine designs og malerier samt tilbehør, som supplerede stilen. Ud over detailhandel solgte hun også sine designs en gros til modebutikker i ti lande, hvor japanerne var blandt hendes bedste kunder. Og i Tyskland blev hun i 2006 nomineret til MTV´s Designerama-prisuddeling.

FRA DESIGN TIL KUNST

Ud over sine designs brændte Christina Julsgaard også for maleriet, som dengang stod i baggrunden i forhold til hendes tøjdesigns. 

”Når jeg havde brug for at forene mine tanker og følelser, malede jeg abstrakte malerier, som gav mig en fantastisk følelse af frihed, ” fortæller hun. 

Og her var der heller ikke noget, der blev overladt til tilfældighederne. Billederne blev udstillet i hendes butik. Og elementer fra malerierne gik igen som tekstilprint i hendes designs. 

Christina Julsgaard solgte sin butik i 2007 og lancerede i stedet en webshop. Hun designede sin sidste YIIP-kollektion i 2008 og udfasede efter eget valg sit brand for siden at starte op som fuldtidskunstner og projektdesigner.

Fra 2006-2009 designede og producerede hun linjen SORA By Christina Julsgaard for den belgiske tøjkæde JBC, der har flere end 100 butikker. 

Siden har hun med succes etableret sig som abstrakt kunstmaler, og i dag afholder hun løbende udstillinger i gallerier, virksomheder og på kunstmesser. 

Her har hun som billedkunstner deltaget i eventet Elephant Parade i København i 2011, hvor hun malede sin abstrakte, farverige kunst på en 130 cm høj elefantskulptur. Den blev udstillet på Rådhuspladsen i København og blev senere bortauktioneret til velgørende formål for mere end 44.000 kr.

Siden har hun udstillet sine værker på gallerier og kunstmesser i både Shanghai, Hongkong, Holland og Tyskland.

Det er Christina Julsgaards drøm at kunne blive ved med at leve af sin kreativitet og bevare sin frihed til at skabe og iværksætte kreative projekter.

Her kan du se billeder fra Christina Julsgaards fortid, som designer for sit eget mærke YIIP Copenhagen 2001-2008.